min ødelagte Uskyldighed, min og tusinde andre Pigers, og ved De hvad jeg da pønser paa?“ tillagde hun vildt. „Jo om jeg kunde faa fat i Dynamit nok til at sprænge hele dette forbandede Hus i Luften.“
„Da læsset De en stor Synd paa Dem,“ ytret Maggi uhyggelig berørt.
„Er det Synd at dræbe vilde Dyr, som vil rive os istykker? Og disse Brauers som ernærer sig ved Slavehandel, disse afskyelige Vellystlinger som kommer her — jeg regner dem værre end vilde Dyr – og denne Flok af unge Piger, for dem vilde det være en Velgjerning at dø før de bliver gamle i Elendigheden. Ak det er frygteligt at se, hvor let de har for at vænne sig til dette, og hvor de trives i sin forgyldte Elendighed. Ved De hvad man forlanger af dem her?“
„Jeg ved det,“ svarede Maggi gysende, „men jeg vil før dø end nedværdige mig i den Grad.“
„Dø ja — det er let sagt det, men tror De, man giver Dem Leilighed til at begaa Selvmord her?“
„Selvmord, ak nei, jeg haaber endnu, at Gud vil komme mig tilhjælp.“
„Jeg har allerede sagt Dem, at det ikke er Gud men Satan, som har Magten her i denne Lastens Hule. Ak det gjør mig saa ondt for Dem, det synes mig saa skrækkeligt at De skal lide samme Skjæbne som mig,“ tillagde hun og tog Maggis Haand i sin.
