en Onkel i denne By — en Tysker kom med et Brev til mig, der skulde være fra ham, og saa skulde jeg i Følge med Tyskeren og hans Forlovede reise hid ned til min Onkel. Men istedet førtes vi til en Dame, som spærret os inde, og mig solgte hun som et Stykke Kvæg til Egteparret Brauer.“
„Jeg kjender til det,“ sagde Svenskepigen hastigt. „de eier ikke Samvittighed disse usle Mennesker, de sælger os som Slavinder og overgiver os til grove Vellystlinger. Jeg ser paa Dem, De er ren og uskyldig som et Barn, og hid er De kommen for at gaa under.“
„Nei, Gud vil holde sin beskyttende Haand over mig.“ mente Maggi.
„Gud,“ gjentog den anden spotsk. „Hahaha, bad jeg ikke Gud om Hjælp da jeg førtes hid, men han var døv for mine Bønner. Det er Satan, som har Magten her. De ved ikke, hvilke rædsomme Midler disse afskyelige Mennesker benytter for at tvinge en til Lydighed, indtil man i Fortvilelsen gjør Spranget ned i Lastens Afgrund. Var ikke jeg ogsaa uskyldig, snil og god, og nu er jeg blot et Kvindevrag . . .“
„Det er nok den sørgelige Sandhed. Jeg føler mig kun som et Gjenfærd af den glade, rene uskyldige Gerda Julin, og hvordan jeg lever efter alt det, jeg har gjennemgaaet, det forstaar jeg ikke selv. Men ofte er det som Hævnen skriger inde i mig. Hævn over
