Jonathan jeg reiste til, men heldigvis anet jeg Uraad underveis.“
„Aa Barnet mit, hvor glad seg er!“ sukket Fru Larsen paa Graaten og omfavnet hende.
„Sid nu ned og lad os tale rolig sammen.“
Begge satte de sig i Sofaen.
Nu tog Lona tilorde:
„Du maa vide, der var en Herre ombord, en norsk Sjømandsprest, som underrettet mig om hvad Slags Mand Kørner var — tillige det at han var gift i Amsterdam. Presten kjendte godt min Onkel og erklæret Brevet for en Forfalskning. Jeg skjønte at Kørner vilde sælge Frøken Pihl og mig til Skjændsel. Saa aabenbaret jeg det til Beate Pihl, og hun btev aldeles fortvilet. Jeg havde nu helt tabt Lysten paa Holland. Da vi nærmet os Antwerpen, sagde jeg Hr. Kørner ren Besked. Han blev aldeles grøn i Ansigtet, jeg trodde, han skulde sunket tvers gjennem Dækket. Agnete og jeg steg iland i Antwerpen, heldigvis havde hun saa mange Penge at vi kunde komme tilbage til Norge igjen.“
„Og ved du, din Onkel Jonathan har været her?“
„Her siger du!“ raabte den unge Pige.
Fru Larsen fortalte herom, siden om Gilberts Visit. Lona syntes dybt bevæget ved at høre hvor angst og sorgfuld Gilbert syntes at være for hendes
