Da den tarvelige, gamle Kone ved Afskeden lagde Haanden paa Gilberts Hoved og nedbad Guds Velsignelse over ham til Færden, var han lige bevæget som ved Komfirmationen, da Presten lyste Velsignelsen over ham.
Da Gilbert var draget afsted følte Fru Larsen sig lettere, og nu denne Eftermiddag gik hun og tænkte paa at han i Løbet af Aftenen vilde naa frem til den Storstad, hvor Lasten udstrakte sine slimede Fangarme efter andre Landes Døtre.
Hun havde holdt op med sin Melkebutik og vilde nu istedet tage til Linsøm.
Om Aftenen sad Fru Larsen i Sofakrogen og strikket og det var stille over hele Huset.
Da lød pludselig en let Banken paa Døren.
„Kom ind!“ sagde hun.
Døren aabnedes for en hvidklædt Pigeskikkelse.
Fru Larsen vak blegnende tilbage mod Væggen.
„Du store Gud!“ raabte hun og reiste sig med Anstrengelse, „er det virkelig – er det virkelig dig, Maggi.“
„Javist er det mig, min kjære Fru Larsen,“ sagde Lona Blessing, hende var det, og tog begge den gamle Kones Hænder i sine. „Jeg troede det var Onkel
