Hele Natten sad hun oppe og skrev et Brev det største og vanskeligste Brev, hun i sit Liv havde havt at bestille med. Hun begyndte med at skildre Maggi fra Barndommen af og saa om de Historier hun havde været udsat for i Sommer, endelig om hvad var skeet i de sidste Dage, om Widdings Komediespil mellem Maggi og ham og om de skjændige Rænker hvorved hun var bleven lokket til Amsterdam. Fru Larsen tolket ogsaa Maggis Kjærlighed til Gilbert, hun bønfaldt ham at gjøre hvad han kunde for at redde den unge Pige fra Undergang.
Da endelig Brevet var færdigt, bar hun det selv ned i Postkassen.
Nu ventet hun med megen Utaalmodighed paa Gilberts Svar.
Og tredie Dag efter kom Gilbert vaklende ind til hende bleg, medtagen og støvet. Hans Ansigt var præget af Fortvilelse, og hun forstod nok at det var for Maggis Skyld.
En lang, ivrig Samtale blev det mellem de to, og Fru Larsen blev stærkt bevæget ved at høre, hvor høit den unge Mand elsket Maggi. Han skulde drage med første Baad til Holland og opbyde alt for at finde Maggi.
„Hun er mig kjærere end mit eget Liv, sagde han, „og skulde jeg høre, at hun er fortabt, saa vilde jeg kun ønske mig Døden.“
