„Hysch!“ raabte Berg, før Vennen fik talt ud.
„Jeg vidste ikke, at hun var saadan en.“
„Hun har ikke været saadan en for andre end mig. Hun er Koristinde men burde været Skuespillerinde, det har hun da bevidst ved sit Komediespil overfor den troskyldige Dompappen, som hun har fanget i sit Garn.“
Berg tog Fotografiet tilbage, holdt det foran sig og saa paa det.
Gilbert, som var kommen i en heftig, nervøs Spænding, reiste sig halvt, som for at se efter nogen, og kastet et Blik over Bergs Skulder paa Billedet.
I næste Øieblik lød der et halvkvalt Skrig fra hans Læber, og dødbleg sank han tilbage i Stolen.
Det var Maggis Billede, han havde seet.
De to Venner lod ikke til at have bemærket hans Sindsbevægelse.
Gilbert følte sig færdig at kvæles her, med en heftig Kraftanstrengelse tog han sig sammen og gik med nogenlunde sikre Skridt ud af Lokalet.
Han søgte ind i Slotsparken, hvor han slog sig ned paa en ensom Bænk og forsøgte at tænke rolig over det han havde hørt.
Nu spurgte han sig selv om det virkelig var Maggis Fotografi han her havde seet.
Det kunde jo være en tilfældig Lighed – eller
