Nu var som meddelt en Detektiv sendt op til Fjeldbygden for at efterspøre Gilbert. Kathinka haabet at Detektiven skulde finde ham i god Behold. Widding haabet at Detektiven skulde finde hans Lig. Da vilde gamle Haakon Rambøll testamentere alt, hvad han eiede, til hende, som han antog for sin Datter.
Tænderne løb i Vand paa Widding, som han tænkte paa dette. Tænk for en Udsigt for ham, den fattige, forgjældede, dekaderte Literat at blive Miljonær og Eier af Lindevold?
Han gottet sig ved denne Udsigt, da han kjørte ind til Byen samme Eftermiddag som Dr. Lind aflagde nævnte Besøg paa Lindevold. Han kjørte i den Rambøllske Ekvipage, og ved Ankomsten til Rambølls Bygaard steg han af.
Oppe i Prindsens Gade stansedes han af en Mand, som syntes at have taget sig en Taar over Tørsten.
Det var Lorentz West.
Han saa temmelig krigersk ud. „Hvad har De gjort af min Kusine?“ skreg han op.
„Deres Kusine?“ udbrød Widding. „Hvem er De, min unge Herre?“
„Aa De ved det nok, jeg er Bøssemagersvend Lorentz West.“
„Saa De er det,“ smilte Widding ironisk.
„Ja jeg er det, Far,“ snærret den anden, „og
