„Hvor kan De . . sige det?“ fik hun med Møie frem.
„Fordi jeg ved det,“ svarede Doktoren ivrig.
„Han har mere Del i Deres Ulykker end De tror og aner.“
„Nei nei nei,“ sagde Lona, „nu er De nok paa Vildspor. Forresten har jeg jo sletintet med ham at bestille.“
„Glæder mig at høre; alligevel beder jeg Dem tage Dem iagt for ham.“
„Frygt ikke for mig, Doktor, jeg er blit noksaa modig og tapper i det sidste.“
„Jeg skulde ønske at faa være Deres Ven og Beskytter, Frøken West.“
Hun saa paa ham, og som Deres Øine mødtes, gik der en stærk Glød over hendes Ansigt og hendes Øine straalte op.
„Vilde De beskytte mig, Doktor?“ spurgte hun halvt i Spøg.
„Ja for hele Livet.“ raabte han med tindrende Øine. „Thi jeg elsker Dem, Frøken!“
Der gik en hed Strøm af skjælvende Lyksalighed gjennem hende.
I dette Moment, just som han vilde gribe hendes Haand og udtale det afgjørende Ord, lød der Skridt ned gjennem Singelgangen.
Gamle Malm dukket op foran dem.
