„De har jo meldt for Politiet om Tabet af Deres Kufferter?“ spurgte han.
„Har jeg!“ udbrød Lone.
„Ja, Aagot sagde, at De havde det. Var det ikke saa?“
„Aa jovist,“ tog hun sig igjen, „det blev meldt.“
„De burde anmelde om den anden Forfølgelse De har været udsat for ogsaa, saa kanske Politiet fik fat i Ophavsmanden og den frække Bedragerske, der har optraadt som Dem?“
Lona fo’r med Haanden over Ansigtet for at skjule sin Blegnen. Skulde hun da sætte Politiet paa Spor efter hende selv?
„Vil De tillade mig at indgive Anmeldelse for Dem, saa skal jeg samtidig give Politiet et Vink om hvem jeg tror Ophavsmanden er?“
„Nei nei, Hr. Lind,“ raabte hun hastig. „Jeg ønsker ikke at der skal foretages noget i denne Sag. Det er mig nok at De og Deres Søster tror paa min Uskyldighed og anser mig for en brav Pige. Nu har jeg faaet det saa godt hos min Onkel, at jeg ikke kan ønske mig det bedre. Alle gamle Modgange er som døde for mig.“
„Ja ja, som De ønsker, men maa jeg faa give Dem et Raad: Tag Dem iagt for Widding; thi han er et meget slet Menneske.“
