Han vidste intet om Gilberts Forsvinden. Kathinka gik i en stadig Angst for hans Skyld. Hun havde sendt en Detektiv op til Sanatoriet for at søge Sporet af ham. Nu ventet hun i feberagtig Spænding paa Telegram fra Detektiven.
Paa en Bænk nede ved den plaskende Fontæne fandt Lind den han søgte.
Blussende gjengjældte Lona hans Hilsen.
„Jeg skal hilse Dem fra min Søster og levere Dem dette Brev,“ sagde han.
„Tak.“
Lind trak sig lidt tilbage som den unge Pige brød og læste dette Brev.
Han saa hendes Barm gaa i høie Bølger, og nu førte hun Lommetørklædet til Øinene, og han hørte en sagte Higsten.
Endelig vendte hun sig mod ham og sagde med blød Stemme:
„Hils Deres Søster og sig hende hjertelig Tak. Jeg er saa glad – ak jeg er saa glad for at, hun, hvem jeg har saa kjær, ikke skal tro slet og stygt om mig. Sig mig, Hr. Lind, hvordan fik De overbevist hende i saa Maade?“
Lind meddelte om Haandvæsken og sit Møde med Kræfting og hvad han sluttet sig til heraf. Lona maatte kjæmpe for ikke at vise sin Uro, som hun hørte paa ham.
