min første Tilnærmelse blev hun vred paa mig og fik sin Fætter, en brutal Fyr til at kaste mig ud. Siden traf jeg hende paa et Forstadstheater, og snart efter blev hun min. Men hele vort Forhold er saa hemmeligt og dulgt, at knapt nogen anden end hun og jeg ved om det.
„Hendes Forlovede ved det altsaa ikke?“ spurgte Hansen.
„Langtifra, han er en troskyldig Dumpap, der anser hende for en Jomfru ren og skjær.“
„Haha,“ lo den anden, „og nu skal du træffes med hende iaften?“
„Ja efter megen Modstand og mange Betænkeligheder har hun endelig indrømmet mig det sidste Elskovsmøde. Men bevares, hvor hemmelig det skal gaa til. Jeg klyver over Havegjærdet og gaar ind af hendes Vindu, som hun holder aabent for mig, og saa blir jeg der vel til det gryr af Dagen.“
„Er hun smuk du?“
„Her skal du faa se hendes Fotografi.“
Han tog frem et Kabinetsbillede og rakte det over til Hansen.
Denne stirret paa Billedet og raabte saa:
„Du store . . Alverden dette er en Koristinde paa . . . “
Ved disse Ord gav det et Sæt i Gilbert, og han blev helt bleg.
