sin hullede Jakkelomme. Sig mig nu, havde virkelig Frøken West nogen saadan Haandvæske?“
„Nei!“ raabte Frøken Wang slagen, „hun havde ingen Haandvæske, hun havde idetheletaget intet, da hun kom til mig, lige forud blev hun bestjaalet for alt, hvad hun eiet, jeg maatte skaffe hende en Smule fornødent Undertøi.“
„Se det!“ raæbte Lind. „Skulde det da synes rimeligt, at hun har laant en Haandvæske til Brug ved dette Tyveri?“
„Nei!“ raabte Aagot i heftig Bevægelse. „Nu begynder jeg ogsaa at tro, at det alligevel ikke har været Maggi. Naar jeg tænker paa den Fortvilelse hun viste og som jeg antog for Komediespil.“
„Den har været ægte, Aagot, det kan du lide paa. Men hør nu videre. Da Bestyreren nævnte om en Person, som havde været tilstede ved Pantsættelsen og sagt ham at Pigens Navn var Maggi West, fattet jeg strax Mistanke om at her ogsaa stak noget under. Bestøreren sagde, at han hed Kræfting og var en Fyr af tvilsom Kaliber – jeg fik ogsaa vide, at han havde Standkvarter i en Bule nær Youngstorvet. Didhen søgte jeg igaaraftes ved Nitiden og slog mig ned ved et Bord. Jeg spurgtes Tjeneren efter en Fyr ved Navn Kræfting, denne sagde at han ikke var tilstede, men rimeligvis snart kom, og lovede mig at give mig et Vink, naar saa skeete. Snart kom
