„Jeg kjender nok disse norske og svenske Produkter, de er saa stærke i Munden.“
„Jeg ved nok at træne saadanne Nymfer,“ mente Fru Brauer.
„Det gjør min Kone,“ lo hendes værdige Gemal, „og om det kniber, saa tager jeg min gode Hundepidsk tilhjælp. Det er mærkværdigt, hvor den kan gjøre selv de halstarrigste Piger myge.“
„Men under Transporten tror jeg at I bør tage alle Forholdsregler,“ erklæret Husets Frue.
„Javist,“ svarede Brauer. „Vi skal nok . . .“
Han afbrødes ved at der lød et hvinende Kvindeskrig udenfra.
Ind af Døren kom styrtende en ung Pige med Haaret vildt flagrende om sig, hendes smukke Ansigt og Øine bar Sindsygens forfærdelige Udtryk.
Det var Agnete.
„Kørner! Kørner!“ hvinte hun, som hun styrtet frem med udstrakte Arme i Luften, som for at omfavne nogen. „Min store Kjærlighed! Min uendelige Kjærlighed!“
En af Fruentimmerne var lige i Hælene paa hende. Uendelig rystet og bevæget slog Maggi Armene om sin Veninde.
„O stakkels Agnete, du skal blive hævnet!“ raabte hun paa Norsk. „Dog du er maaske mindre ulykkelig end jeg, du som nu er udenfor det Hele.“
