Manden var en ren Kjæmpe i Legemsvæxt og med et raat, brutalt, dyrisk Ansigt. Hans robuste Hustru havde et ildrødt Ansigt, der helt igjennem bar Lastens afskyelige Stempel og næsten ikke havde noget menneskeligt ved sig.
De to stod der og mønstret Maggi med Slavehandlerers prøvende Blik.
For dem var hun ikke andet end en levende Vare, en Nødvendighedsartikel for Herrer, hvem de overslog hvad der kunde gjøres udaf.
Nu trak de sig atter tilbage med Husets Frue for at afslutte Handelen.
De var ikke længe borte, saa vendte alle tre tilbage og Fru Hinders sagde til Maggi:
„Dette Herskab har bestemt sig for at tage Dem i sin Tjeneste, og jeg tilraader Dem at opføre Dem godt, saa faar De det godt der.“
Nu kogte det formelig over i Maggi, saa hun ikke magtet at styre sig.
„De, Frue!“ sagde hun heftigt med lynende Øine, „tror Dem til at kunne sælge en ung, brav Pige som et andet Slagtoffer, men tag Dem iagt, siger jeg; thi uden De ved det, har jeg faaet sendt et Bud herfra. Politiet har allerede sat sig i Bevægelse efter Dem og Deres Ven Kørner, og mig skal De ogsaa finde frem.“
Ved hendes Ord var Fru Hinders blegnet let, men nu fattet hun sig og brast i en ironisk Latter.
