I et Sæt rev Maggi Døren op og styrtet ud. Hun smældte Døren igjen og satte den svære Skodde for.
Hun hørte et rasende Skrig af Fruentimmeret der indenfor og saa et tungt Fald i Gulvet.
Den unge Pige blev staaende og lyttet.
Alt var stilt som i Graven derinde, ingen Lyd at høre af den indestængte Vogterske.
Nu forstod Maggi at hun havde gjort et voldsomt Spring for at stanse hende og herved var faldt og havde stødt sig i Hovedet, saa hun nu laa besvimet paa Gulvet.
„Destobedre!“ tænkte den unge Pige, „saa er hun hindret fra at gjøre Anskrig, nu maa jeg se til om det er Mulighed for at komme ud af denne Hule.“
Hun listet sig nedover Trappen og kom ned i en bred Gang med Døre til flere Sider.
Hun stanset og lyttet.
Alt var stilt.
Nu var Spørgsmaalet, hvor hun skulde tage Veien for at komme ud af Huset.
Hun stanset og fæstet Blikket paa en stor Dør med mat Glasrude, den mente hun skulde føre ud mod Gaden.
Hun greb i Klinken.
Døren var aflaast.
