Hun besaa Døren, den var altfor fast til hun kunde tænke paa at bryde den op.
Ak, om her kun havde været en hemmelig Udgang som i Kjælderen paa Lindevold! ønsket hun sig.
Men hun kunde ikke opdage Antydning til noget saadant.
Nu laastes Døren op.
En af de hæslige Fruentimmer traadte ind med et Bret med Smørrebrød og Kaffe.
„De har sovet længe, min Due,“ sagde hun paa Tysk og med et frivolt Smil. „Nu maa De spise og gjøre Toilette, da vi snart venter Besøg.“
Maggi, der ikke fandt det Umagen værd at appelere til hendes Medlidenhed, svarede intet.
Konen gik og laaste efter sig.
Maggi fandt det klogest at tage Næring til sig, da hun vel kunde faa Brug for alle sine Kræfter.
Nu undfanget hun en Plan, der maaske kunde føre til hendes Redning.
Snart kom Konen tilbage, medbringende Vaskevand og nogle Toilettesager.
„Nu maa De ordne Dem,“ sagde hun.
„Jeg tabte en Guldring,“ sagde Maggi, speidende henover Gulvet. „Jeg tror den maa være faldt under Sengen.“
Strax var Konens Gridskhed vakt.
Hun huget sig ned og saa efter.
