Hun strakte sig i Sengen, men længe varede det, før Søvnen kom over hendes trætte Øienlaag.
Længe sov hun tungt og drømmeløst, saa blev endelig hendes Søvn lettere og der glitret frem et lyst Drømmebillede for hende.
Hun var hjemme hos sine Forældre i den hyggelige Stue, hun var sorgfuld over at nogen havde været ond mod hende — hun vidste ikke selv paa hvilken Maade — men Far og Mor talte saa mildt trøstende og kjærligt til hende, og det lagde sig dulmende om hendes Hjerte. Og hun fulgte Faderen ud i den sollyse Sommerdag — i Granskogen mod Stibækken, hvor Fuglene sang og alt var saa deiligt. Hun følte sig saa uendelig let og lykkelig tilmode.
Da skvat hun som et Ryk op af Søvnen og saa sig om i det snevre Kammer, hvor Lampen var sluknet og Dagslyset faldt ind gjennem Gittervinduet. Den triste Virkelighed kom forfærdelig knugende over hende, og hun var nær ved at falde i Graad.
En ny Dag var begyndt, hvad skulde den vel bringe?“
Atter maatte hun hente sig Mod ved at knæle ned i Bøn.
Hun reiste sig og tog til at undersøge Værelset.
Til Gittervinduet kunde hun ikke naa, det vilde hun forresten ikke kunne komme ud af.
