Atter saa Maggi i Aanden for sig sin Veninde i den Stund da der faldt Skjel fra hendes Øine og hun begræd sin Forlovedes Elendighed.
Ved Tanken herpaa glemte Maggi i Øieblikket hele sin egen Ulykke og brast i Graad.
„O du arme Agnete!“ stønnet hun. „Kunde jeg bare være hos dig og trøste og styrke og staalsætte dig i Ulykken! Vidste jeg blot, hvordan jeg skulde sætte mig i Forbindelse med dig!“
Hun tørrede Taarerne væk og gav sig til at gruble saa haardt og saart over sin Stilling og hvad hun vel nu skulde gribe til.
Af hvad hun havde hørt, forstod hun at dette ikke var noget Pigehus, intet Bordel her, men at denne forvorpne Fru Hildes kjøbte unge Piger for atter at sælge dem til Lastens Huler.
Altsaa er der ingen øieblikkelig Fare for mig nu, tænkte Maggi.
Men snart vilde man føre hende bort herfra, og da gialdt det at opbyde al sin Omtanke og Besindighed for at finde en frelsende Udvei.
Havde ikke Faren været overhængende nok for hende da hun befandt sig i Fru Felsbacks Hænder og dog var hun sluppet heldigt fra det?
Gud vilde vel hellerikke forlade hende nu, tænkte hun, og foldet sine Hænder til en inderlig Bøn.
