Widding maatte være Ophavsmanden.
At Gilbert Rambøll ikke kunde have noget med dette at bestille følte hun sig sikker paa.
Nei, det maatte være Widding, som fra den første Stund havde stillet sig imellem hende og Gilbert.
Fra Widding maatte den stamme hele den Forfølgelse, som i Kristiania var sat igang mod hende. Han havde overgivet hende i Ruffersken Fru Felsbacks Hænder, han havde gjort hende til Tyvekvinde overfor Dr. Aagot, og havde til dette Endemaal benyttet sig af rentud djævelske Midler.
Jo mere hun grundet over det, desto værre blev det.
Widding havde været Gilberts falske Ven, og de Breve hun havde modtaget fra denne, var Skurkens egenhændige Værk.
Siden havde han sammensvoret sig med denne afskyelige Kørner om at ødelægge hende — hende og den prægtige unge Pige med hvem han havde forlovet sig paa Skrømt.
Vel havde Maggi hørt Tale om den hvide Slavehandel — om hvordan unge Piger lokkedes til Udlandet, hvor de hjælpeløst bortslæbtes til berygtede Huse for at gaa en navnløs Elendighed, en haabløs Ruin imøde.
Men Widding og Kørner havde gaaet frem med en mere end almindelig djævelsk Sluhed for at besnære disse sine to Kvindeofre.
