„Nu, men det jeg kan oplyse er af en temmelig trist og nedslaaende Natur.“
„Faar ikke hjælpe, Frue, jeg vil gjerne høre det altsammen — sig Sandheden uden Omsvøb, saa beviser De mig og hans Familie en stor Tjeneste.“
„Det var nu det da,“ sagde Fruen, „at da Kandidat Rambøll kom hid, var han temmelig underlig af sig, han talte ikke med nogen, sluttet sig ikke til nogen. Han syntes ikke at røbe Interesse for nogen Verdens Ting uden — —“
Hun holdt brat inde som om hun havde sagt formeget.
„Tal ud — hvad var det han syntes at røbe Interesse for?“
„Det er rent leit at sige det, Frøken – Kandidaten drak meget stærke Drikke og havde ogsaa medbragt saadanne Ting hidop. Man kunde kjende Duften af det, bare man kom i Nærheden af ham. Ogsaa denne forfærdelige Tristhed han bar tilskue. Da han blev borte, frygtet vi saamæn for at han havde gjort en Ulykke paa sig selv, eller under Indflydelsen af det stærke er kommen noget til. Han kunde jo være bleven liggende paa et eller andet fordækt Sted, hvor det ikke er saa let at finde ham, være styrtet i et Tjern, en Fjeldslukt eller noget lignende.“
„Nei, nei,“ raabte Kathinka bestemt, „det tror jeg ikke.“
