„Ikke det?“ udbrød Kathinka skuffet og forundret.
„Han var bare her to Dage saa forlod han os.“
„Han sagde ikke, hvor han skulde hen?“
„Nei, det var en ganske underlig Historie dette. Kandidaten gik ud en Morgen og vendte ikke tilbage – hans Kufferter staar her fremdeles, Frøken.“
„Men du store Himmel, der skulde da vel ikke være tilstødt ham en Ulykke?“
„Vi frygtet ogsaa noget lignende, vi sendte Folk op i Skog og Fjeld for at søge efter ham, men intet Spor fandtes af ham, saa kom vi til det Resultat, at han havde taget Landeveien til en eller anden Station.“
„Nei,“ sagde Kathinka hovedrystende. „Jeg begriber ikke dette. Naar han vilde reise, behøvet han da ikke at forlade Sanatoriet paa en saadan Maade, det ligner saa lidet min Fætter.“
„Han havde jo betalt en Maaneds Forskud for sig ogsaa. Det var noget mystisk ved det Hele,“ fortsatte Fruen i en forbeholden Tone, som om hun havde sin egen Mening herom, den hun ikke vilde lade sig mærke med.
Kathinka saa alvorlig forskende paa hende og sagde nu indtrængende:
„Frue, seg beder Dem at sige mig hvad man tror om dette her. Hans Familie vil være taknemmelig for enhver Oplysning, der kan tjene til Støtte for Eftersøgelsen.“
