Atter blev hun brændende rød.
„Din Blussen røber dig,“ sagde han harmfuldt, „og jeg vil nu sige dig det engang for alle, at jeg ikke vil vide af noget Sværmeri for andre Mandfolk end mig.“
„Du tager Feil!“ mumlet hun.
„Jeg advarer dig. Du kan nu ikke gifte dig med nogen anden end mig da, ser du?“
„Saa, jeg kan ikke det!“ gjenmælte Lona trodsig.
„Nei, i det Øieblik du forlover dig med nogen anden, saa gaar jeg hen og demaskerer dig, og da er du færdig her.“
„Men saa vilde du ogsaa blive færdig med det samme, Widding,“ sagde hun.
„Jeg ordner mig altid saa jeg bliver Situationens Herre. Jeg skjønner at du nærer Oprørstanker, men slaa dem væk, ellers kan du komme til at ødelægge alt.“
„Nu, jeg skal aldrig se paa den vakre Doktoren mere.“
„Hvad sagde han til dig?“
Hun meddelte derom.
„Jeg ventet mig noget saadant!“ fortsatte Widding.
Saa gik de til hver sin Kant.
Hele Dagen gik Lona og tænkte paa Dr. Lind.
Hun var forelsket i ham – en stor heftig Kjærlighed havde han tændt hos hende.
