hvis Natur jeg umulig kan angive — det angaar en Hemmelighed, som jeg for ingen Pris vil røbe.“
Doktoren, der spændt havde lyttet til hendes Forklaring, sagde nu:
„Dette var dog en bansat Historie!“
„Jeg skal gjerne aflægge Ed paa at jeg ikke har stjaalet Sølvtøiet.“
„Og jeg skal gjerne aflægge Ed paa det samme, Frøken,“ forsikret han alvorlig og hjertelig. „Men hvordan kan vel dette hænge sammen?“
„Jo, her er lavet en sjofel Komedie anlagt paa at ødelægge mig,“ svarede hun. „Der skal være en Pige her i Byen, som ligner mig aldeles slaaende. Det har jeg hørt, og tillige faaet mærke. Hun maa tilhøre Gadens løse Fugle; thi flotte Herrer hilser mig paa en mystisk intim Maade, det samme gjør Gadepiger. Jeg nævnte rigtignok ikke noget herom til Frøken Wang.“
„Dette er forfærdeligt,“ sagde Doktoren, „men jeg vil se til at bringe Klarhed i det — jeg vil opbyde alt til dette Formaal.“
„Sig mig, Hr. Lind, kan De forstaa, at der gives Tilfælde her i Livet, hvor man, uden selv at have begaaet noget uhæderligt eller usømmeligt, ikke ser sig istand til at angive, hvor man til bestemt Tid har været eller hvad man da har foretaget sig?“
„Det kan jeg saa godt forstaa, min Frøken,
