„Det forundrer Dem nok at se mig her, Hr. Lind,“ sagde hun smilende. „Men min Onkel Elias Malm og jeg er her paa Besøg.“
„Hvadfornoget, er Malm Deres Onkel!“
„Ja, det vidste jeg ikke om, før han nylig opdaget mig.“
„Men jeg hørte om en anden Onkel, som De skulde have reist til i Amsterdam.“
„Hvem har sagt det?“ spurgte Lona skarpt.
„Frøken Wang.“
„Hun kunde gjerne have sagt Sandheden,“ mente Lona heftigt.
„Sandheden?“
„Ja — at hun viste mig bort, fordi hun antog mig for at have stjaalet noget Sølvtøi fra hende.“
„Hvad er det De siger?“ skreg Lind op. „Hun skulde mistænke Dem for . . .“
„Jeg maa indrømme at Skinnet var frygtelig imod mig. Der var kommen en Pige ind paa et Laanekontor — hun skulde ligne mig paa en Prik og hun har pantsat samme Sølvtøi for fem Kroner. Siden fandt man Panteseddelen og en Femkroneseddel i min Kaabelomme. Laanekontorets Bestyrer fik se mig hos Frøken Aagot og paastod, at det var mig, som havde været hos ham og pantsat. Men nu kommer det skjæbnesvangre ved Sagen. Jeg var omtrent ved den Tid at Pantsættelsen fandt Sted ude i et Ærinde,
