Øinene, og enten vil De ikke kjøbe eller de betaler en Skidt og ingenting.“
„Nei, ved De hvad, Fru Hinders,“ indvendte Agenten. „Dette er bare et Handelsfif af Dem. De ved ligegodt som jeg at den uberørte Uskyldighed hos en ung Pige, dette fine, jomfruelige virker høist tiltrækkende paa Mændene.“
„Komme og tale om Uskyldigheden,“ lo Pigehandlersken. „Den er en sjelden Vare nutildags.“
„Ikke i det Land, hvor jeg gjorde denne Fangst. Og De ved at norske Piger staar høit anskrevne paa Markedet.“
„Hm—m, der kommer nu meget Dusinværk af Piger derfra ogsaa. Hvad har De tænkt Dem for disse to Piger da, Kørner!“
„De har kostet mig mange Penge og meget Arbeide for ikke at tale om Resikoen, nu da Myndighederne har begyndt at blande sig op i det.“
„Aa De ved at sno Dem De Kørner. Nu, Prisen, Far.“
„Tre tusind Gulden for Stykket af dem, Frue. Det er Venskjøb.“
„Er De gal, Far?“ skreg hun op. „Sex tusind Gulden! Vil De indbilde mig at jeg kan faa saadan en Pris igjen?“ Havde De sagt det halve, saa kunde det endda være Spor af Mening i. Tre tusind kan jeg give, men hellerikke en Skilling mere.“
