„Ved De ikke hvad dette er forslags Hus?“ raabte den Fremmede i en Tone saa rædselsfuld uhyggelig at de to Piger blegnet.
„Hun kan ikke være rigtig vel forvaret?“ hvisket Agnete paa Norsk til Maggi.
„Ved I hvad Hus dette er?“ fortsatte den Ulykkelige. „Jo, hid narrer man unge Piger eller slæber dem med Magt hid og sælger dem til den tykke Værtinde, som igjen sælger dem til Pigehusene.
„Det er ikke muligt?“ hvinte Agnete, mens Maggi stod der med Forfærdelsen malet i sit Ansigt.
„Jo, jeg har lyttet ved Døren og hørt det selv. Mig vilde de tvinge til at iføre mig en letfærdig Dragt, men jeg smuttet fra dem. Sig mig, er I fra et Land, som heder Norge!“ tilføiet hun som pludselig kommen paa en Tanke.
„Jo, det er vi,“ svaret Agnete forundret over Spørgsmaalet.
„O Himmel, jeg lyttet ved Døren og hørte den fede Kone bede en Herre komme hjem imorgen, eftersom hun ventet en Agent med to norske Piger.“
Der lød et vildt Skrig fra Agnete, og hun greb krampeagtig fat i Sofakanten for ikke at segne om.
I samme Øieblik dukket to robuste gamle Koner ind.
Femtenaaringen gav i et Angstkrig.
