„Velkommen mine Damer,“ sagde hun paa Tysk. „Sid ned — først maa jeg tale lidt med Gutten.“
Og hun trak Kørner med sig ud mellem Portierne.
De to Piger havde tause sat sig ned. Maggi vilde ikke lade sin Veninde mærke, hvilket slet Indtryk hendes Forlovedes Tante havde gjort paa hende.
Agnete, der ogsaa var bleven nedstemt ved Synet af Tanten, begyndte for at opmuntre Maggi livlig at passiare om et og andet.
Saaledes hengik en god Stund.
Nu lød der lette Skridt udenfor. En Dør reves op og ind styrtet en ung Pige med et kulsort Haar vildt flagrende om et blegt, yndigt Ansigt.
Hun syntes endnu næsten at være et Barn og kunde neppe være mere end femten Aar.
„O hjælp mig, frels mig!“ skreg hun paa Tysk og hævet bønfaldende Hænderne mod de to Piger, der var faret forskrækket op fra Sofaen.
„Kjære, hvad feiler Dem?“ spurgte Agnete.
„O min Far overgav mig til en Mand, som sagde at han havde en Forretning og skulde give mig Post der, men saa førte han mig hid og . . . “
Hun brast i Graad.
„Kjære Barn, fat Dem dog,“ bad Agnete. „Tror De da, at det er nogen Fare, som truer Dem her.“
