Da Kørners Forældre, efter hvad han sagde, boede paa et Gods nogle Mil fra Byen og det vilde blive sent for Maggi at søge sin Onkel nu, skulde de tage ind hos hans Tante, som havde Privathotel hersteds.
Først var de inde paa en Kafé og nød en Kop The. Herunder var Kørner henne og Telefonerede til sin „Tante.“
Nu tog de en Vogn og kjørte en ganske lang Strækning gjennem Byen.
Endelig holdt de foran en langagtig brun Bygning.
Kudsken blev betalt, og Kørner gik hen og trak i Klokkestrengen.
En liberiklædt Tjener lukket op for dem.
„Er Fru Hinders tilstede?“
Svaret lød bekræftende, og han førte dem ind i en elegant Sallon, monteret med forgyldte Møbler trukne med rød Fløiel.
„Sid ned, mine Damer,“ bød Kørner.
De tog Plads i en Sofa.
Raslende gled Portierene tilside, og nu viste der sig en overordentlig fed middelaldrene Dame, hun saa næsten ud som en Kjæmpekvinde.
Over hendes blegfede, posede Ansigt laa et raat, dyrisk, grusomt Udtryk, som ligefrem skræmte de to unge Piger ved det første Syn de fik af hende.
Hun hilste Kørner med et kordialt Haandtryk, og han presenterte hende for Agnete og Maggi.
