„Det er en anden, som De elsker?“ spurgte han med undertrykt Heftighed.
„Saa er det, Hr. Greve,“ svarede hun, „jeg er forlovet – om end hemmeligt.“
Grevens Ansigt havde faat et saadant Udtryk af dyb Melankoli, at det gjorde hende ondt for ham.
„Da vil jeg haabe at denne lykkelige Mand er Deres Kjærlighed værdig,“ sagde han. „Men jeg beder Dem om en Ting, min Frøken — hvis De nogensinde skulde komme i en Situation her i Livet, da De trænger Hjælp i Raad eller Daad, vil De saa henvende Dem til mig?“
„Tak, Hr. Greve, det skal jeg erindre.“
„Og De vil anse mig som en god og trofast Ven!“ vedblev han.
„Tak, det vil jeg saa gjerne.“
Han gav hende sit Visitkort med sit Adelsvaaben paa.
Det bar ind gjennem Kanalen til den myldrende Storstad, hvorfra lystig Musik tonet dem imøde.
Kørner sørget paa den galanteste Maade for de to Damer idet de forlod Dampskibet.
Maggi var ganske flink i Tysk, men forstod ikke meget af det hollandske Sprog, der forekom hende som det rene Kondervælsk.
