„Tror du ikke paa ham?“ spurgte Maggi, idet hun saa vist paa hende.
„Jovist tror jeg paa ham — jeg er jo en Kristen. Men for saadant forfærdeligt noget kan ikke Vorherre hjælpe. Jeg kan ikke leve uden Fritz. Forresten hvorfor skal jeg nu tale om saadant,“ afbrød hun sig selv med et trygt Smil. „Det sker aldrig. Fritz er tro som Guld.“
Hvor levende skulde ikke Maggi erindre disse Venindens Ord nogle Dage senere. Men ak under hvilke Forholde!
Agnetes Spaadom med Hensyn til Grev Frisenborg gik i Opfyldelse.
Den Aften de damped ind gjennem Nordsjøkanalen og Storbyen Amsterdam blinket dem imøde med Tusinder af elektriske Lys, erklærede Greven Maggi sin Kjærlighed.
Saa smuk og nobel var han i denne Stund saa glødende flød Ordene fra hans Læber at Maggi ikke kunde tvile paa at hens Kjærlighed var sand og virkelig og det gjorde hende ondt for ham, men hendes Hjerte forblev helt uberørt.
„Aldrig vil jeg komme til at elske nogen anden end Dem, Frøken West,“ sagde han. „Alt, hvad ieg eier, hele mit Liv lægger jeg for Deres Fødder. O sig mig, kan De gjengjælde mine Følelser?“
„Det kan jeg ikke, Hr. Greve,“ svarede Maggi, „hvormeget jeg end høiagter Dem.“
