et stort Gods i Danmark og mange Tjenestefolk og at komme til Hoffet.“
„Det frister mig altsammen ikke,“ svarede Maggi rolig.
„Da maa det være fordi dit Hjerte er forud optagen af en anden,“ fortsatte hendes Veninde, forskende hende med et prøvende Blik, som fik Maggi til at blusse.
„Jeg ser paa dig, at det er saa, Maggi!“ lo Veninden. „Men jeg tror det, at om jeg ikke holdt saa umaadelig af Fritz, vilde jeg blive glad i Greven.“
„Nu, saa glæder det mig at Grevekronen heller ikke frister dig,“ smilte Maggi.
„Fritz og jeg blev glade i hinanden fra første Stund vi saaes,“ fortsatte Pigen med straalende Øine. „Og jeg er saa sikker paa ham. Om jeg skulde forstaa at han ikke elsket mig, vilde jeg blive saa fortvilet at jeg ikke vidste, hvad jeg gjørde – jeg tror bestemt, jeg kom til at tage Livet i mig,“ tillagde hun idet hendes tyse Ansigt mørknet til bare ved Tanken paa en saadan Mulighed.
„Tal ikke saadan!“ sagde Maggi. „Hvor haardt vi end hjemsøges, skal vi aldrig tænke paa at tage Livet af os. I de tungeste Stunder skal vi søge Trøst og Hjælp hos Vorherre.“
„Vorherre,“ gjentog hendes Veninde i en fremmed, ligegyldig Tone.
