i al Hemmelighed har en Mand, hvem du ønsker at danse igjennem Livet med.“
„Her er han ialfald ikke,“ mente Maggi.
„Nu, saa drøm at han er her — drøm at det er den Mand du danser med.“
Saa deltog Maggi i Dansen. Hun førte sin slanke jomfruelige Skikkelse nydeligt og graciøst i Dansen og smuk som hun var, blev hun snart den, som alle Herrer kappedes om at tage op.
Maggi brød sig kun lidet om deres Kourtise og galante Smiger, men der var jo enkelte af dem, som kunne samtale om dybsindige og alvorlige Emner, hvilket hun satte Pris paa. Saaledes den unge danske Grev Frisenborg, en smuk, intelligent Herre.
Han var Maggis stadige Kavaler og optraadte saa fint, belevent og diskret.
En Dag sagde Agnete til Maggi:
„Det er ikke til at tage Feil af, Grev Frisenborg er dødelig forelsket i dig.“
„Det tror jeg ikke,“ svaret Maggi hoderystende.
„Du skal se at en af Dagene frir han til dig. Hvad vil du da svare?“
„Som sandt er, at jeg ikke elsker ham.“
„Det forundrer mig virkelig, saa smuk og elskværdig som han er — ustyrtelig rig skal han ogsaa være – og saa tænk dig du at blive Grevinde og raade over
