svøbt i Silkepapir og udviklede det før omtalte Armbaand og rakte det ud mod gamle Rambøll.
„Kjender du dette?“ spurgte han.
Med skjælvende Haand modtog denne det, stirret paa det og udbrød bevæget:
„Herregud der er det! Her staar vort Familievaaben. Ja ja, det er ikke til at tage Feil af.“
Der fulgte en Pause, saa fortsatte Godseieren utaalmodig:
„Men sig mig nu, hvad er hun, hvordan ser hun ud, hvorledes fandt du hende?“
„Jeg kan glæde dig med det, Haakon, at Maggi er en uskyldig, god, ung Pige, meget smuk er hun, Sofies udtrykte Billede. Hun har ernæret sig ved Søm, besidder en medfødt Takt og fin Optræden og har ved Selvstudium tilegnet sig endel Dannelse – ja, jeg tør sige, at du vil ha al Ære af din Datter.“
„Hvor herligt at høre!“ hvisket Godseieren.
„Hvordan jeg fandt hende, er snart fortalt,“ vedblev Elias Malm og meddelte ham herom.
Saa gav han ham det Brev, som Maggi ikke skulde have aabnet før hun fyldte sit attende Aar.
I stigende Bevægelse læste Rambøll det, men maatte af og til holde inde for at tørre væk Taarerne, som fyldte hans gamle Øine.
„Nu er da enhver Tvil hævet,“ sagde han tilsidst „Ak hvilket grusomt Spil har ikke skilt mig fra Sofie,
