Elias stirret paa Bogstaverne. Længe havde han ikke læst, før Bevægelsen tog ham saadan at det gik i Surr for ham.
Endelig tog han sig sammen og læste videre.
Hvor alt passet godt! Det Fnug af Tvil der sad igjen hos ham, veiret hen som Dug for Solen og ved Siden af ham sad hun, der var hans Søsters udtrykte Billede — det var, som hans elskede Søster var vendt tilbage fra sin Grav, straalende af Ungdom og Skjønhed.
„Ja, dette,“ sagde han i heftig Bevægelse, — „dette tyder paa, at det forholder sig, som jeg tænkte — at De er en Slægtning af mig. Har De det Smykke, som her tales om?“
„Det ligger i min Kuffert paa Hotellet, jeg bebor — lige borte i Engens Gade.
„Vil De tillade mig at se det?“ Sig mig, er der nogen Restaurant paa Hotellet?“
„Nei, men nedenunder er der en Afholdskafé.“
„Godt, der kan jeg jo vente paa Dem, mens De henter Smykket, og der kan vi maaske tale mere uforstyrret sammen end her. Vil De gaa lidt iforveien, saa følger jeg efter.“
Hun gik forud, og som Elias fulgte efter, maatte han beundre hendes lette Gang, hendes Holdning, hendes Maade at føre sig paa. Han sagde sig selv at hun var fuldt ud representabel – en saadan Datter
