Hun syntes at betænke sig lidt og fortsatte derpaa:
„Min Mor efterlod mig et Brev, udenpaa hvilke stod skrevet, at jeg ikke skulde aabne det før jeg blev atten Aar. Jeg har undret mig nok paa det Brev, og saa tillod jeg mig at aabne det, uagtet der endnu er nogen Tid til min attenaars Fødselsdag. Og i det Brev skrev hun til mig, at hun ikke var min rette Mor, min Mor var kommen døende til mine Forældre og havde født mig og alt skulde være i Hemmelighed – ak, det var saa besynderligt, saa forskrækkeligt alt hvad der stod i Brevet.
Atter skjulte hun Ansigtet i Hænderne og nu hørte han hende græde – faa gribende naturligt at han aldrig kunde drømme om at det var Komediespil.
„Mit kjære Barn – mit kjære Barn!“ sagde Elias Malm og strøg Haanden over hendes brune Haarfylde, „jeg forstaar saa godt, hvilket stærkt Indtryk dette maa gjøre paa Dem. Jeg tror bestemt at De er en Slægtning af mig?“
„De, min Herre en Slægtning af mig?“ raabte Lona med store Øine.
„Jeg tror det – og derfor skulde jeg meget ønske at se det Brev, som De talte om.
„Brevet — det har jeg her i Haandvæsken min. De maa gjerne faa se det.
Hun tog det frem og rakte ham det.
