„Hm—m, var det Deres rette Forældre?“ spurgte Elias West med Eftertryk.
Hun fo’r op.
„Hvor kan De . . . vide?“ higstet hun.
„Det er altsaa ikke Deres rette Forældre, men kun Deres Pleieforældre,“ vedblev han.
Lona skjulte Ansigtet i Hænderne og syntes at briste i Graat.
„Kjære Barn, frygt ikke for mig,“ bad han med blød Stemme, „jeg vil dem intet ondt – tværtimod vil jeg Dem alt muligt godt. Deres Ansigt minder mig saa levende om en ung Pige, en kjær Slægtning af mig og jeg tror, jeg ved, hvem Deres rette Forældre er.“
Lona tog Hænderne fra Ansigtet og maalte ham med et ængsteligt, prøvende Blik.
Saa sagde hun med bævende Stemme:
„Ak, min Herre, det er saa besynderlig. Lige til nu for en Uge siden har jeg aldrig tvilet om at jeg var et Barn af min elskede Far og Mor som jeg er opvoxet hos, og hvis Minde var mig saa dyrbart og helligt; men saa fik jeg vide noget andet. Jeg . . jeg . . . “
„Hvad var det, De fik vide, mit Barn?“ spurgte Elias Malm. „De kan ganske trygt betro Dem til mig.“
