Vor Tids Mennesker tror sig selv saa stærke, de synes Verden gaar fremad og de selv med den, deres Følelse af Overlegenhed voxer, de nærer en blind Foragt for alle de Redskaber og Methoder, deres Forældre har benyttet sig af, deres Opdragelsesmaade Tænkesæt m. m. Men saa slænger de ofte med det samme fra sig en herlig Arv, som Forældrene har givet dem, en Arv, som de ikke vurderes, fordi den ikke kan beregnes i Mynt — deres Gudstro.
De afsætter Vorherre som en Monark, der er bleven gammel og aandssvag, eller rettere sagt et Væsen som kun har levet i dumme Folks Indbildning — gammel Overtro som skal vige for Kulturens Solopgang. „Vi har ikke Brug for nogen Vorherre, vi greier os selv!“ lyder det kjækt.
Og kjækt kan de seile sin Skude i Solgangs Bør og ikke føle Trang til Vorherre, forhærde sit Hjerte mod ham i den Grad at han ikke blir mere til for dem.
Saalænge det er Solgangs Bør ja — Men naar de Dage kommer, om hvilke man siger: „De behager mig ikke!“ naar den Stund kommer, da Skuden er læk og man søger efter Baade, som ikke findes, da alle, man har stolet paa, svigter, da der ingen, ingen Redning glimter i Horizonten, da gaar den Mand overbord, som ingen Vorherre har at ty sig til. Men den som kan gaa til Gud med sin Sorg, føler sig
