„Hvad skal jeg gjøre — hvad skal jeg gribe til?“ stønnet den gamle Kone og fo'r rundt i Værelset og vred Hænderne i hjælpeløs Fortvilelse.
Havde endda Fru West kjendt den gamle Hollænders Adresse, kunde man maaske sat sig i Forbindelse med ham, men nu var der ingen Ledetraad, ingen Adresse, intet Haab om at kunne redde den unge Pige, der uden at ane ondt lod sig lede lige frem mod en Lastens Afgrund, hvor hendes Fremtid vilde forspildes.
Ingen, hun vidste om, kunde hjælpe hende, intet Menneske i hele Ven.
Men nu knælte hun ned paa Gulvet med foldede Hænder og bad:
„Herre Gud i Himlen, du, som gransker Hjertet og Nyrer og styrer hele Verden, ingen Fugl falder død til Jorden uden du vil det og har bestemt det, saa vil du vel ikke lade denne deilige uskyldige Pige, som blev viet til dig i Daaben som Barn, som stedse har bestræbt sig af et ærligt Sind for at vandre dine Veie — du kan dog vel ikke ville at hendes Sjæl skal gaa overbord. Herre, tag hende i din stærke Haand, naar Stunden kommer, da hun trænger dig mest — ingen Mennesker har jeg mere at lide paa, jeg fortrøster mig til dig alene min himmelske Fader.“
Og hun reiste sig mere rolig tilsinds end hun havde knælt ned.
