Maggi var kommen op i stygge Forholde her i Byen og De desformedelst ikke vilde opgive hendes Bopæl. Er det kanske Tilfældet noget saadant ogsaa, Fru Larsen?“
„Nei, ved De hvad, Maggi har altid holdt sin egen Ære høit, hvilket De selv ogsaa maa vide. Men hvor er han nu, denne Hollænder?“
„Ja, nu vil De ha fat i ham kanske, lo Fru West haanligt. „Men det kan ikke være Tale om det, slig som De stelte med ham. Hun kom hid og bandte og svor baade over Dem og Maggi, mig var han sint paa ogsaa. Jeg fik ingen Present af ham, som jeg havde ventet. I Formiddag var jeg nede paa Hotellet og spurgte efter ham, men han var alt strøget sin Vei med Udlandsbaaden.“
„Ved De da ikke hans Adresse?“ spurgte endelig Fru Larsen.
„Nei, det ved seg ikke!“ bjæffet den anden. „Hvad skal De forresten med den?“
„Jeg burde vel gjøre ham en Undskyldning,“ lød det nølende.
„Den kommer nok forsent det — forresten ved jeg som sagt ikke Adressen hans — vi har aldrig korresponderet.“
„Saa er det ikke noget at gjøre ved.“
„Hvor er Maggi henne da?“
