at jeg staar og lyver!“ raabte den brave Kone høirød i Ansigtet.
„Nu nu, De ved ialfald mere, end De vil lade Dem mærke med.“
„Det er sandt, hvad jeg har sagt. Og mere siger jeg ikke om den Ting.“
„Der kom en Mand igaar og spurgte Dem efter Maggi,“ vedblev Fru West roligere.
„Det gjorde det ja, – og jeg svarede ham, hvad jeg nu svaret Dem.“
„Ved De, hvem den Herre var?“
„Hvor skulde jeg vide noget om det?“
„Nei De gav ham ikke Tid til at fortælle Dem det engang, før De vilde kaste ham ud med Konstabel.“
„Han optraadte saa voldsomt og brutalt, at jeg saa mig nødt til at benytte mig af Konstabel Monssens Tilbud, han kom tilfældigvis ind.“
„De kunde gjerne vist Dem mere imødekommende mod Manden, han kom bare til Maggis Bedste, og han havde vistnok betænkt Dem med en Godtgjørelse ogsaa, men De ophidset ham, saa han blev rasende, og han er temmelig braa af sig.“
„Hvad har jeg med alt dette at bestille?“
„Jeg skal si Dem, hvad det var for Mand De stødste fra Dem. Det var min Mands Fætter. Jonathan Balk fra Amsterdam i Holland.“
