„Gilbert maa være gal!“ raabte Kathinka. „Det vilde være at begaa en Dumhed, som maatte ødelægge hele hans Fremtid.“
„Skjønner vel det, Frøken, det vilde omtrent være galt som om De vilde gaa hen og gifte Dem med en simpel Haandværker som jeg – der kommer bare Ulykke ud af sligt.“
„De er en fornuftig ung Mand, hører jeg. Ikke sandt, De holder selv af Deres Kusine?“
„Jo, Frøken, jeg har bestemt mig for at Maggi skal blive min Hustru,“ svarede han med et jernhaardt Udtryk i sit mørke Ansigt.
„Undskyld, jeg siger det, men slige Tanker har vist De Frøken ogsaa overfor Kandidaten?“
„Ja, vi er bestemt for hinanden for flere Aar tilbage — vaar Forbindelse er en afgjort Sag, alle vore Bekjendte anser os som Forlovede, og da kan De vel forstaa, at jeg ikke rolig vil se paa, at Deres Kusine kommer og river ham fra mig.“
„Akkurat som med mig. Jeg vilde, om saa skulde være, kjæmpe paa Liv og Død for at faa Kandidaten væk fra Maggi.“
„Det vil jeg ogsaa,“ hvisket hun.
„Om nu De, Frøken, fortalte dette til Godseieren, saa vilde han befale Kandidaten at opgive Maggi, og saa blev det slut med det.“
„Nei, det gaar ikke an,“ erklæret hun bestemt.
