for sig selv, „at tænke paa at jeg skulde tøve saadan med Limstangen.“
Og han gav sig alvorlig til at grunde over, hvordan det kunde hænge sammen med alt dette.
„Det er nok en net Person, jeg har valgt til min Fortrolige,“ tænkte han ved sig selv. „Jeg betrodde ham om Maggi og mig, og saa har han forelsket sig i hende og bag min Ryg gaaet og indledet en Kjærlighedsforbindelse med hende. Maggi sagde at de havde drevet Komediespil med mig, og Widding har saavist gjort alt, hvad stod i hans Magt, for at skille mig og Maggi ad. Hun er vist ikke værd at sørge over. Nu tror jeg virkelig, det er sandt alt hvad Frøken Lammers sagde om hende, men tillige tror jeg det er sandt, hvad enkelte har sagt om Widding at han er den største Sjofelist, som findes til, i hele Kristiania. Jo, jo, en ædel, opofrende Ven!“
Han steg af ved Grand Kafé og gik ind for at faa sig noget stærkt at skylle dette ned med – Champagne og Kognak.
Han forlangte disse Varer, og da han havde skyllet ned et høit Pjolterglas deraf, følte han sig noget lettere tilsinds.
„Jeg skal saamæn ikke lægge dem en Pind iveien,“ mumlet han halvhøit. „De to kan gifte sig saameget de vil for mig. Jeg reiser min Vei imorgen, nei, jeg tar med Nattoget!“ besluttet han sig raskt. „Og
