ud af Entreen og gik støttet til Gelænderet nedover Trappen.
Nu var Dækket revet fra hans Øine, han forstod at Widding var den falskeste Ven, der tænkes kunde, og drev et skjændigt Spil bag hans Ryg, men Beskaffenheden af dette skjændige Spil misforstod han helt og holdent.
Den vildeste Fortvilelse havde grebet ham, da han trodde at se Maggi West i Widdings Arme. Men han havde ikke gaaet mange Skridt nedover Gaden, før der reiste sig andre Følelser hos ham, som helt fik Overtaget over Fortvilelsen. Det var en flammende Harme og Krænkelse han følte for den Maade Vennen havde behandlet ham paa og den formodede Maggi West.
„Jeg skal kræve dem til Regnskab begge to! hvæste han, vendte om og tog Veien tilbage. „Jeg skal slynge dem min Mening lige i Ansigtet!“
Men som han atter naadde frem til Porten, stanset han op og besindet sig.
„Sandelig om de er saa meget værd som at jeg skjælder dem ud,“ mumlet han og vendte atter om.
Der kom en Sporvogn brusende og holdt, han fo'r op i den og tog Plads bag paa Platformen, saa bar det atter ivei.
„Dette er til at blive gal over,“ mumlet han
