Men den gav ingen Lyd. Apparatet var nok gaat istykker.
Han slog et Slag paa Døren, men nu gav den efter og gik op. Den havde altsaa været ulaast.
Nu traade han ind i Entreen og nærmet sig en Dør med Glasglugge og vilde just banke paa, da han stanset ved at høre Widdings Stemme:
„Det træffer sig saa heldigt, at Gilbert skal ud at reise.“
Han undret sig paa, hvad disse Ord, der klang saa spotsk, skulde betyde, og hvem de henvendtes til.
„Det er meget godt.“ sagde en Pigestemme ― Lyden af den fik ham til at skjælve. Men det kunde da virkelig ikke være muligt, at . . .
„Han vilde vel ikke like at høre, at vi to er forlovede,“ lo Widding. . . . „Ak for et Komediespil der drives med den stakkels unge Mand!“ lo Pigen.
Nu hævet Gilbert sig paa Taaspidserne og tittet ind af Glasgluggen.
I næste Moment tumlet han tilbage hvid i Ansigtet som en Død.
Derinde havde han set Widding sidde Armen om Livet paa en ung Pige. Og hvor kunde han vel tvile om, at denne unge Pige var Maggi West.
Med Opbydelsen af alle sine Kræfter vaklet han
