„Det er nok saadan!“ svarede Maggi med et sørgmodigt Smil.
„Det er ingen Mening i — jeg skjønner ikke dette.“
„Nu maa vi afsted,“ sagde Maggi afbrytende.
Snart efter sad de i Vognen og kjørte ned til Bryggen.
Her mødtes de med Kørner, Agnete og Widding. Det var ikke mange Passagerer, hellerikke stort Følge paa Bryggen.
Fru Larsen og Widding fulgte de Reisende ombord og gik tilbage iland. Her blev de staaende og viftet med Lommetørklæder, indtil det sidste Glimt af Skibet forsvandt ud paa Sjøen.
„De faar leve saa vel da, Fru Larsen,“ sagde han og trykket hendes Haand til Afsked.
„Mange Tak, det samme igjen, Hr. Widding,“ svarede hun, og han fjernet sig raskt.
Som hun ogsaa vilde gaa, kom en ældre, tarvelig antrukken Mand bort til hende. Han hed Holth og havde været en Arbeidskamerat og Ven af hendes Mand.
„Goddag, Fru Larsen er det Dem. De er virkelig kommen paa Benene igjen,“ sagde han og trykket hjertelig hendes Haand.
„Ja, jeg trodde Vorherre skulde ha ladet mig slippe, men han havde bestemt det anderledes.“
„Sig mig, Fru Larsen, har De noget Bekjendtskab med den Herre De hilste?“
