Fru Larsen havde staat tilbagetrukket og lyttet til hele Samtalen, og Lærerindens Ord havde gjort et ganske andet Intryk paa hende end paa Maggi.
Nu kom hun frem og sagde med en egen Tvil i Tonen.
„Er det nu ganske sikkert, at det er til Onklen din du skal reise da, Maggi?“
Den unge Pige lo.
„Hvordan kan du falde paa at drage dette i Tvil. Du har jo selv seet Onkels Brev.“
„Jeg har nok det, men det var en Agent, som kom med Brevet og han saa lur og udspekuleret ud.“
„Nei kjære dig, Kørner er forlovet med den lyse, unge Dame, som var her.“
„Det er jo saa, men aligevel. Jeg tror saa lidet paa slige fine glatte Mænd og allermindst paa denne Widding, som synes at være saa forhippen paa at faa Dem afsted.“
„Kjære Fru Larsen,“ sagde Maggi smilende og tog begge hendes Hænder i sine, „jeg ved, at du mener mig det godt, men nu er du sandelig altfor mistænksom.“
„Ak en hører saa meget stygt,“ sagde den brave Kone hoderystende. „Men sig mig, er det virkelig saa, at du ikke kan faa møde din Forlovede, før du reiser?“
