„Det er jeg og just paa samme Skole, hvor vi sled Bænkene sammen. Ja, man sier at jeg har forandret mig meget, og det er vel sandt, vedblev hun; thi jeg sad ved Siden af Dem i Sporvognen forleden, og De kjendte mig ikke.“
„Det var virkelig kjedeligt,“ sagde Maggi.
„Den Dame, De var sammen med, talte saa livligt og høit. Deraf hørte jeg at de har faat en Post i Udlandet — i Amsterdam ikke sandt?“
„Jo, det er saa,“ svarede Maggi, kjed over at hendes fordums Skolekamerat skulde have faat Nys om dette, mens Fru Larsen havde trukket sig hen i en Krog for ikke at forstyrre.
„Jeg blev ganske ængstelig da jeg hørte dette,“ fortsatte Lærerinden, „for jeg skal sige Dem, jeg er Medlem af en Forening, der modarbeider den hvide Slavehandel.“
Maggi saa forundret, spørgende paa hende.
„De forstaar ikke, hvad jeg mener?“ spurgte Frøken Bjølsen.
„Nei, det forstaar jeg virkelig ikke,“ erklæret Maggi.
„Det er netop saadanne Byer som Amsterdam og Antwerpen, hvor unge norske Piger af samvittighedsløse Agenter lokkes ned under glimrende Løfter og overgives til Bordeller. Min Forening har just Mis-
