dig, Haakon, hun var saa fin, uskyldig og vakker, dertil dannet og velopdragen at se til, at det vilde glæde dit Hjerte om du gjenfandt dit Barn saadan.“
Gamle Rambøll strøg Haande over Panden og sagde saa:
„Det er rart du — naar du fortæller dette, saa føler jeg akurat som du har truffet det rette, som det virkelig var Barnet mit, du saa i Sporvognen,“ tillagde han idet et rent, ædelt Skjær kom over hans gamle Ansigt.
„Ja, jeg er absolut overbevist om, at det er hende,“ svarede Malm.
„Og saa skulde du ikke faa tale med hende Hvorfor har da Skjæbnen ført dig sammen med hende?“
„Sig ikke Skjæbnen, Haakon, sig heller Vorherre, thi han styrer alt, som foregaar i denne Verden. Og jeg er vis paa at jeg fik møde hende for at jeg skulde faa Mod til at fortsætte min Søgen.“
„Ja, ja, ja,“ sukket Rambøll, „jeg kan ikke sige, hvor glad jeg vilde blive, om jeg fandt hende.“
„Du skal finde hende, lovet hans Ven.“
„Hvad agter du nu at gjøre videre?“
„At reise ind til Byen og studere Adressekalenderen fra Perm til Perm, saa skal jeg nok finde den rette, hende, jeg mødte i Sporvognen.“
Nu kom de ind paa andre Materier.
