„Men kan da virkelig en bedre Mand, en almindelig anseet Mand indlade sig paa saadan frygtelig Styghed?“ fortsatte Fru Larsen, ikke uden en vis Tvil.
„Han anser det som den største Ulykke for Gilbert at gifte sig med en fattig Pige som jeg. De bevogter Gilbert, saa jeg ikke kan faa meddele mig til ham uden gjennem Widding, som er hans bedste Ven. Jeg faar ikke engang se Gilbert, før jeg reiser. Han er enig i at jeg burde drage til min Onkel og være hos ham et Aars Tid, kanske længere, saa kan Udsigterne blive bedre for Gilbert og mig.“
„Ja ja, hold trofast ud du, saa bliver nok alt godt.“
„Egentlig har jeg ikke Lov til at fortælle dig alt dette. Men faar mine Uvenner vide hvor jeg er reist hen, vil de vedblive at forfølge mig der ogsaa; derfor er det nødvendigt, at du tier med det.“
„Nu forstaar jeg det, Maggi. Men hvad skal jeg sige til din Tante og andre som spørger efter dig.“
Maggi betænkte sig lidt og svarede saa:
„Sig bare at jeg har taget en Plads etsteds, i hvilken Branche ved du ikke, og du kjender ikke engang min Adresse.“
„Ja, den Besked skal de faa.“
