„Ja, jeg havde et Brev at skrive,“ svarede hun.
„Sig mig, har du kjendt denne Widding længe?“ spurgte hendes gamle Veninde med en egen Betoning.
„Nei, ikke meget længe.“
„Jeg ved ikke rigtig, hvordan det har sig, men der er noget ved hans Ansigt som gjør et uhyggeligt Indtruk paa mig. Han er vist ikke noget godt Menneske.“
„Jo, det er han virkelig,“ erklærede Maggi ivrig.
„Sig mig nu, i hvilken Forbindelse staar han med dig!“
Maggi blev blussende rød.
„Han har i det sidste været min Raadgiver i flere vanskelige Tilfælder.“
„Jasaa nu. Og han raadet dig kanske til det at det ikke skulde siges til nogen, hvor du reiser hen,“ fortsatte den brave Kone med en mistænksom Mine.
„Det gjorde han.“
„Men synes du ikke selv det er lidt rart at hemmeligholde, hvor du reiser hen? Det ser jo næsten ud, som du rømmer væk.“
„Kan vel være,“ mumlet Maggi undvigende, „men Folk faar sige, hvad de vil om det.“
„Tag ikke dette saa let, Maggi.“ fortsatte den anden alvorlig. „Man skal ikke udsætte sit gode Navn og Rygte. Jeg vil kun dit Vel, mit kjære Barn, du staar ene i Verden, og i denne Stund anser jeg mig
